Ulande - Fattigdom
Vidste du...
at man ifølge FN lever under fattigdomsgrænsen, hvis man lever for under 1 amerikansk dollar om dagen? Det svarer til lidt over 5 danske kroner.


Fattigdom rammer især børn. Mundonda Manaku fra Zambia er 14 måneder gammel og vejer kun 6,8 kg., 2002. Foto: Internationalt Røde Kors/IFRC.

Fattigdom

Hvordan tror du, at du ville klare dig for 6 kroner om dagen? Du ville dårligt nok have råd til en liter mælk! For slet ikke at tale om mad, tøj, busbilletter og tag over hovedet.

Det er svært at slippe ud af fattigdom

Mere end en milliard mennesker i verden lever under FN’s fattigdomsgrænse. Det betyder, at de er så fattige, at de har under en amerikansk dollar om dagen til at overleve for.

Hvert femte menneske på kloden lever under fattigdomsgrænsen. De fleste bliver født ind i fattigdommen af fattige forældre og har svært ved at slippe ud af den igen. For fattigdom er meget mere end ikke at have penge til mad. Mange børn i fattige familier er tvunget til at arbejde hårdt for at skaffe mad i stedet for at gå i skole. Det betyder, at børnene ikke får en uddannelse og derfor ikke et job, hvor de kan tjene penge og slippe ud af fattigdommen.

Fattige bliver mere påvirkede af katastrofer
Når man er fattig, bliver man lettere slået ud af for eksempel tørke eller sygdom. Et rigt land kan opbygge lagre af mad, så folk har nok at spise, hvis høsten slår fejl. Det kan fattige lande ikke. Og så er det, at tørken ender i en sultkatastrofe. En rig familie kan købe medicin til deres børn, hvis de bliver syge. Men i ulandene dør mange børn af sygdomme som for eksempel diarré, som sagtens kan behandles i den rige del af verden.